Som en del af vores forberedelse til den kommende sæson, rejste en håndfuld løver til Berlin for at deltage i en turnering. Formålet var, udover at spille noget fodbold, at samle penge ind til arbejdet for at hjælpe de, der blev ramt af de voldsomme skovbrænde i Australien. Til turneringen var spillere fra både Polen, Hamborg, Berlin, Sverige og løverne fra Odense.

Få dage inden turen, havde holdet desværre fået et afbud. Løveflokken stod derfor med en ekstra billet. Pladsen blev dog taget af Mikkel Hansen, som på trods af aldrig at have prøvet at røre en Australsk fodbold, tog med på turen. Reglerne blev forklaret i toget, og under opvarmningen blev de basale tekniske færdigheder afprøvet. Allerede i første kamp viste Mikkel, at han er meget lærenem og bankede et mål, lavede en tackling og indgik i den fysiske del af spillet. Vi håber, at den gode præstation kan blive startskuddet for Mikkel i klubben. Der var faktisk endnu en debutant med, som dog har trænet med holdet nogle måneder. Kristoffer Madsen som af mange er vurderet som favorit til at vinde bedste første års spiller i 2020. Han startede på banen i første kamp og efter en kort tilvænningsperiode, viste han, hvorfor der er store forventninger til ham. Kristoffer fik endda spilletid inde på midtbanen, hvor han med sit arbejdsraserig sendte en polak til tælling og vandt et utal af dueller på den mudrede tyske bane.

På den rutinerede del af holdet var der et par stjerner, som virkelig skilte sig ud og skabte struktur og tempo hele vejen igennem holdet. Jonas Roland spillede en offensiv midtbane rolle og sparkede 8 mål og var topscore på holdet. Den evigt kæmpende Kasper Høegh lukkede som altid modstandernes bedste spillere helt ned, og var med i samtlige dueller og tabte ikke en eneste. Mads Braae er startet sæsonen 2020 med ild i øjnene, og var med sit voldsomme pres og angreb på bolden et af højdepunkterne. Et slag i ribbenene sendte ham dog tidligt i bad, men det heldigvis ikke noget, der kommer til at holde ham ude. Turneringens bedste spiller blev Cyril Marsault, der med sin brede spilforståelse dansede rundt om sine modstander, og fik Australsk fodbold til at se legende let ud. Han sluttede overordnet på 2. pladsen med næstflest stemmer i den samlede afstemning.

En ny sæson betyder også, at nogle nye ting skal testes af. Dette betød at Frederik Hangaard, som ellers mest har været brugt i forsvaret, både kom ind på midten og i angrebet. Han kvitterede med flere mål og en ophedet duel med en drilsk tysker. I indendørstræningerne har Kristian Røge vist solide hænder. Han var derfor flyttet helt op foran. Denne taktiske justering skulle vise sig at fungere og Kristian sparkede nogle spektakulære mål og var en evig trussel. Det var dog den nye rekrut Christoffer Andersen, som stjal flest overskrifter, med ingen normale ruckmen i truppen, måtte han træde til i sin bare anden kamp. Han fik derfor næsten fuld spilletid med kun 2 minutters pause på bænken i alle kampene. Selvom pladsen og sporten generelt er helt ny, formåede han at vinde størstedelen af sine luftdueller, og selvom han blev slået på af en frustreret tysker og banket ned flere gange, kæmpede han videre. Det skal blive spændende at følge udviklingen i løbet af sæsonen. Nu rettes fokus imod DAFL sæsonstarten til april.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *