Årets første hjemmekamp og samtidig den første kamp på vores nye bane! Det bliver en stor dag for løveflokken, når de lørdag tager imod Århus Bombers kl. 12:30 i Bolbro Parken.

Løvernes opstilling bliver med flere ændringer i forhold til sidste uges kamp i Aalborg. Hele forsvaret er blevet skiftet ud! I optakten til sæsonen har Søren Steffensen arbejdet for at indtage pladsen som Full Back, og den mission er lykkes til lørdagens kamp, hvor han for første gang bliver bagerste mand på løvernes side af bolden. I forsvaret er Mads Braae Jensen desuden tilbage. Den gennembrudsstærke forsvarsgeneral vil uden tvivl bidrage med masser af offensive aktioner. Kristian Røge er sidste mand i forsvarskæden. Han har udviklet sig til en af klubbens stærkeste spiller i luftduellerne, og han vil bidrage med stabilitet og sikre hænder til hele forsvaret.

Mads Braae Jensen

 Midtbanen er uændret i forhold til forrige kamp. Jonas Roland og kaptajnen Kasper Høegh skal udnytte deres løbepensum på lørdag. De to bedste spillere fra kampen i Aalborg skal forsøge at fortsætte deres gode start på sæsonen og arbejde videre med deres indbyrdes relationer centralt på banen. I rucken starter Carl Chatfield. Han skal forsøge at bremse de talentfulde spillere, Århus har, så de ikke får overtaget på midten. På bænken starter Christoffer Andersen i sin DAFL-debut. Han skal bl.a. afløse i rucken, men der vil formentligt blive brug for Andersens kvaliteter flere steder på banen.

I angrebet starter Frederik Hangaard på toppen. Efter en magtdemonstration af dimensioner i sidste uges kamp, er den tidligere forsvarsspiller blevet flyttet op foran. I angrebet starter den potentielle norske landsholdsspiller Martin Pedersen på sin velkendte position. Et trykket ribben er ved fortage sig, så Nordmanden er klar til at sparke mål. I modsatte side finder vi endnu en debutant, Emmanuel Owino, som skal ind til sin første kamp. Selvom det kun er et par uger siden han var til sin første træning, har han imponeret alt og alle med sin arbejdsindsats og vilje til at lære.

Frederik Hangaard

På løvernes bænk sidder der flere spillere, som kan komme ind og gøre en forskel. Sidste uges topscore Emmanuel Oche sidder klar til at komme ind og udfordre med sin voldsomme fart. Morten Merhøj, der har spillet samtlige kampe for holdet siden grundlæggelsen i 2013, sidder klar til at bidrage med rutine. En anden rutineret spiller på bænken er Jesper Galløe, der med sin fysik kan komme ind og gøre ondt på Århus. Jesper er også 5th quarter captain, så der vil være forpligtelser for den erfarne leder hele dagen. Sidste mand på bænken er endnu en debutant. Nikolai Thomsen skal også ind til sine første minutter i DAFL på lørdag. Den teknisk stærke Nikolai, som går under navnet fætter Niko, har mestret færdighederne med den ovale bold i raketfart. Han skal ikke bruge meget plads før bolden er sparket i mål, så måske et debutmål fra den unge mand?

Der er meget at glæde sig til! Der er comeback til Århus, indvielse af løvernes nye bane, øl på fad og mål i støvlerne. Så kom ned til Falen 95, Bolbroparken, kl. 12:30 på lørdag den 22/8 og få en hyggelig dag med en masse god bold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *